Om
Flid er et kunst- og designplatform, hvor det skandinaviske kreative vækstlag viser deres kunst, design og kunsthåndværk frem. På markedet får interesserede gæster muligheden for at møde skabende kunstnere, designere og kunsthåndværkere i uformelle omgivelser, hvor man kan erhverve sig værker, indgå dialog om de kreative arbejdsprocesser, se de nyeste tendenser samt etablere forskellige typer af samarbejde.
Hos Flid udvælger vi kunstnere, designere og kunsthåndværkere ud fra kriterier:
• originalitet
• formgivning, udformning samt produktionsmetoder
• materialevalg
Det kunstneriske omdrejningspunkt for Flid er: maleri, keramik, brugskunst, illustration, smykkekunst, design, kunsthåndværk, collage- og fotokunst.
Visionen
Det er Flids vision at tilføre den skandinaviske kunst- og designscenens vækstlag en stærk eksponeringsplatform, hvor kunsthåndværkere, designere og kunstnere kan sælge deres værker, projekter og kunsthåndværk.
Mission
Missionen bag Flid er at skabe tiltag, der kan forbedre mulighederne for kunstnere, designere og kunsthåndværkere.
Flid faciliterer udstillinger, events, støtteauktioner, kunst- og designmarkeder, hvor kreative under en samlet identitet kan opnå eksponering, sælge deres værker samt etablere samarbejde med andre fra den kreative industri.
Kerneværdier
Da vi hos Flid har mange forskellige typer af kreative udstillere, har vi udviklet differentierede kerneværdisæt for deltagerne.
Kunst
Hos Flid har vi opstillet et kriterie, der hedder, at vi gerne ser at udstillerne medbringer originalkunst, limited edition-tryk (max. 50) og unika. Med dette kriterium håber vi, at kunne være med til at fremme originalkunstens virke.
Design og kunsthåndværk
Hos Flid hylder vi dét danske og skandinaviske design, der er produceret lokalt eller nationalt. Flid tager stilling til bæredygtighed, vi har derfor udviklet et regelsæt, som udstillerne skal følge for at kunne deltage i Flid;
Det betyder bl.a. at har en udstiller en fabrikant udenfor Europa, da skal der indgå fremmende sociokulturelle elementer i produktionslandet ellers kan man desværre ikke blive udstiller hos Flid. Vi forventer, at designerne har taget stilling til bæredygtighed i deres produktion, arbejder med grønne alternativer og vi udbeder os beskrivelser af produktionsforhold fra idé til produkt.